
Velkommen til SV-Festivalen i Frederiksholm kirke. På dagens program er:
Ranthe/Montin // Kl. 20 – 20.30
Ny spændende duo lander ind på SV-festivalen. Glæd dig til dansksproget pop og folk med Lars Ranthe og Anders Montin. Ranthe er mest kendt for et hav af roller i serier og film, men Ranthe har nu osse planer om at slå i gennem som musiker. Om en af de nye sange – ’Livet er Smukt’ - skriver Ranthe: Den er skrevet i en periode, hvor jeg var ret trist. Så sangen er i virkeligheden en måde at prøve at se lyset i mørket og det universelle i det banale, som jo til syvende og sidst er det, vi som mennesker – her midt i det til tider tumultariske mørke, der omgiver os – kan hænge vores psykiske hat op på. Tro, håb og kærlighed'.
Marie Fjeldsted // Kl. 20.30 /
Oplev den mageløse sanger og sangskriver Marie Fjeldsted og velspillende band i den atmosfæriske Frederiksholm Kirke i Sydhavn. Hun er albumaktuel med ”Keep It Alive”. Musikken handler om at holde liv i livet, når det ellers godt kan føles som om, man er ved at blive overmandet af to-do lister. Musikken kan bedst beskrives som melodisk vintage-pop født ud af en særlig fornemmelse for at blande coolness med hjertevarme. Det læner sig op ad navne som Alice Boman, Amason, Julia Jacklin, Fleetwod Mac m.fl. Marie har tidligere optrådt under kunstnernavnet Penny Police og har i den forbindelse mange flotte anmeldelser med i bagagen. Hendes seneste album ‘Be Lucky’ blev flere steder kåret som årets album, og Soundvenue beskrev det som “sindsro for feinschmeckere”. Hun har ligeledes spillet mange koncerter, bl.a. med HUN SOLO for udsolgte sale som Aarhus Musikhus og DR-studie 4.
Entre: 30 kr. i døren