Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

BabyBoblen - en barselshøjskole på vand - 'om søvn'

JAN
25

BabyBoblen - en barselshøjskole på vand - 'om søvn'


Dato Onsdag d. 25. januar 2023, kl. 10:00
Sted Kirkeskibet, Topstykket 20, 2450 KBH SV
Pris
Gratis
BabyBoblen - en barselshøjskole på vand - 'om søvn'

BabyBoblen henvender sig til den barslende mor og far, der ønsker at blive klogere på sit barn og livet som nybagte forældre. BabyBoblen tager afsæt i både teoretiske og praktiske perspektiver, der alt sammen kan have relevans for livet som nybagt mor og far. Udover det faglige input vil præst Morten Sternberg byde velkommen ligesom der vil være et kort børnevenligt musikstykke af vores dygtige organist - alt sammen egnet til, at du kan have din baby med. Undervejs serverer vi kaffe og croissanter.  

25. januar: 'Gode og trygge sovevaner til dit barn' v/ søvnplejersken Sine Ditlev Bihlet. Vågner dit barn efter 30-45 min, er stadig træt og vil ikke sove igen? Vil dit barn ikke puttes til natten? Spiser dit barn mange gange i løbet af natten? Er dit barn vågen om natten og vil lege? Er dit barn svær at putte om dagen? Hvad kan du mon forvente dig at dit barns søvn? Sine Ditlev Bihlet driver Søvnplejersken.dk, og har beskæftiget mig professionelt med børn i over tolv år som sygeplejerske, og specielt med børns søvn som sundhedsplejerske. Sine giver jer her tips og tricks til, hvordan I og jeres barn får gode og trygge sovevaner. 

22.februar:  'Motorisk udvikling og leg' v/motorikvejleder og afspændingspædagog Lene Knudsen. Et foredrag om leg for børn og voksne - om hvordan du som forælder kan understøtte dit barns sansemotorisk udvikling gennem sjove lege.

Bliv inspireret til at lege de vilde lege og mere rolige lege med dit barn. Lene Knudsen fortæller om, hvordan de forskellige lege påvirker dit barns sanser og hjernens vågenhed. Du vil blandt andet få lidt teoretisk viden om, hvilke sanser man skal have særlig fokus på for at understøtte sit barn udvikling. 

Ta' gerne behageligt tøj på, da de voksne skal ud på gulvet og være aktive.    

29. marts: 'Tilknytningens betydning' v/ Henrik Norholt. Forsker i småbørnspsykologi og familiedannelse Henrik Norholt holder oplæg om betydningen af tilknytningen mellem barnet og forælderen. Forskningen i den langsigtede betydning af et barns tidlige tilknytning til sine forældre er en af de mest undersøgte og velunderbyggede grene af den moderne psykologi. Under oplægget beskrives såvel den heldigvis hyppigst forekommende trygge tilknytningsform og så de tre såkaldte utrygge tilknytningsformer, der omfatter helt op til 40% af alle spædbørn i den vestlige verden. Endvidere vil oplægget beskrive nogle simple tilgange til at styrke forældrenes evne til at give deres barn en tidlig tryg tilknytning. 

26. april: 'Hvor blev lykken af' v/ psykoterapeut og sygeplejerske Betina Gøtszche.

"Efter seks års fertilitetsbehandling var der endelig 2 streger på graviditetstesten. Lykken tilsmilede os endelig ... eller gjorde den? Overvældelsen over at blive mor kombineret med træthed, ambivalente følelser og stor usikkerhed endte i en fødselsdepression, som varede i to år."

Dette ærlige foredrag vil rette fokus på moderrollen på godt og ondt. Mange føler sig utilstrækkelige og usikre som nybagte mødre, da vi ofte sammenligner os med glansbillederne på de sociale medier.

Betina vil berøre vigtige emner som relationer, parforhold, sex, mor-kroppen, skam, sårbarhed, ensomhed, hormoner, tilknytning, identitet og ikke mindst efterfødselsreaktion/fødselsdepression.

Lad os dele det svære. Du er nemlig ikke alene. 

31. maj:  BabyTegn - lær at tale med din baby’ v. cand.comm Kirstine Marie Fabricius. Ved brug af tegnsprog konstrueret til babyer kan du ”tale” med din baby. Kirstine lærer dig en håndfuld tegn du kan bruge med det samme. Du får tegn til din barselshverdag, så du fx kan spørge din baby, hvornår hun eller han er sulten, træt eller vil lege mere - og få svar. Kirstine gør det sjovt og nemt, og giver dig også de gode grunde til at bruge BabyTegn.


Hvor og hvornår

Den sidste onsdag i måneden kl. 10

Hvor: Kirkeskibet 2450, Topstykket 20, 2450 KBH SV

Fri entré og ingen tilmelding. Der er begrænset pladser og det er først til mølle.