We are updating our website design to improve the experience on our site.

Søndagstanker

Søndagstanker


# Nyheder
Udgivelsesdato Udgivet søndag d. 3. maj 2020, kl. 09:45
Søndagstanker

Tryk her, hvis du vil læse dagens evangelietekst først

*************************

YAHYA HASSAN 

Yahya Hassan er død, 24 år gammel. Det er ordene, der rammer mig, da jeg åbner op for DR´s hjemmeside en halvkedelig, grå og meget regnende forårsdag. Jeg havde netop læst dagens tekst, Johannesevangeliet kapitel 14, linie 1-11, som indeholder de smukke og mystiske linier ”I min faders hus er der mange boliger”. Og jeg havde siddet og kigget ud af vinduet, ud på regnen, og forsøgt at finde på noget klogt at sige om det. Det er ikke altid nemt, skal jeg fortælle jer. Men det er jo (blandt andet) præstens arbejde. Ligesom posten skal ud i sne, regn og slud, skal prædikenen også skrives – der er ingen vej udenom. Men som sagt – jeg syntes ikke ligefrem, jeg var fuld af inspiration – måske af den grund røg jeg lige ind i den overspringshandling, som det jo er at surfe på nettet. Nyheden om 24-årige Hassans død gjorde mig trist. Det er selvfølgelig altid trist, når et ungt menneske dør. Og når der er tale om et kendt menneske, hvis liv vi jo altså følger og synes vi på en eller anden måde har ret til at have en mening om, så sker der det besynderlige, at deres død også bliver offentlig, og så har vi også en mening om den. Vi kan ikke lade være, jeg bebrejder os ikke, men man kunne jo sige, at det slet ikke kom os ved.

Men det er nogle gange svært, når der er tale om en offentlig person. Jeg er ikke engang rigtig fan af Yahya Hassan. Har aldrig læst hverken den første eller anden digtsamling, han nåede at udgive. Men jeg synes alligevel der var noget ret interessant ved ham. Noget beundringsværdigt. Det er svært at indfange på få linier, men det har noget at gøre med hans etnicitet, hans sociale klasse, og at han var fræk som en slagterhund. Da han brød igennem for 7 år siden i 2013, var det blandt andet med nogle meget voldsomme digte som tilsyneladende på socialrealistisk vis skildrede livet blandt indvandrere i Danmarks ghettoer. Og Yahya havde ikke meget pænt at sige om det. Faktisk var han brutal i sin nådesløse kritik af det indvandrermiljø, han selv var vokset op i. Og hele det pæne, litterære Danmark jublede. Præcis de samme mennesker, der til daglig slet ikke kunne få vejret af bart raseri over Pia Kjærsgaards udtalelser og generelle holdninger. Pia sagde ellers langt hen ad vejen det samme som Hassan, når hun kritiserede f. eks den sociale kontrol i indvandrermiljøerne. Men disse mennesker i den kreative klasse kunne åbenbart (og kan stadig ikke) se det åbenlyst hykleriske i deres tilgang. Når Pia sagde det, var det forkasteligt. Når Hassan sagde det, var det genialt.

Når Hassans død påvirkede mig, tror jeg det er fordi jeg i efteråret 2019 havde nogle diskussioner med familie og venner om, hvordan man skulle forholde sig til fænomenet Yahya Hassan, der lige havde udgivet sin anden digtsamling. Spørgsmålet var det evigtgyldige, om man kan adskille en kunstners værk fra hans liv. Hassan havde jo nemlig i de forløbne år været genstand for en del opmærksomhed i medierne, hvor det blandt andet var kommet frem, at han havde skudt en person, havde været i fængsel, og nu var indlagt på den lukkede. Han gav et interview i Weekendavisen i november hvor han også virkede en anelse ude af balance, og mange var bekymrede for ham. Kan man overhovedet tillade sig at læse, diskutere eller lade sig underholde af en mand, der dels er kriminel, dels er psykisk syg?

Det synes jeg godt, man kan. For ellers kommer vi ud på et sidespor, hvor man ikke kan diskutere noget som helst. Når noget bliver udgivet til offentligheden, har offentligheden også ret til at forholde sig til det. Men det er da en svær problemstilling, og det kan blive mærkeligt, og en smule ubehageligt, når kunst og liv kommer så tæt på hinanden. Det er mærkeligt at tænke på, at nogen kan have siddet i en lejlighed i København og diskuteret fænomenet Yahya Hassan, i samme øjeblik som han dør i sin lejlighed i Århus.

”I min faders hus er der mange boliger”, siger Jesus til disciplene i dagens tekst. I hvilket et af dem boede Yahya Hassan, kunne man spørge? Man kunne også spørge, hvad Hassan dog har at gøre med evangeliet, og om det ikke var bedre at lade dem være hver for sig. Nu er det ikke fordi, jeg er ved at gøre Yahya Hassan til en kristen helgen. Det tror jeg slet ikke, han havde brudt sig om. På den anden side, måske havde han syntes det var meget sjovt. Men når jeg tænker de to sammen, er det fordi jeg som sagt synes, han var og er en interessant skikkelse. Kontroversiel. Og jeg tror, at evangeliet først og fremmest er der, hvor der er interessant og kontroversielt. Det er i hvert fald aldrig der, hvor der er kedeligt og trygt. Hassan var fræk og provokerende. Det er evangeliet også, men vi har det med at glemme det. Derfor kan folk som Hassan faktisk, på en bagvendt måde, minde os om det. Den mystiske sætning om ”de mange boliger”, handler om nærvær og fravær. Den handler om, at kristendommen lever videre, når den jordiske Jesus er væk. De stakkels disciple troede, at kristendommen ville forsvinde, når deres læremester døde. De var svage i troen, men det ER da også svært at tro på. Det må vi indrømme. Og de havde ovenikøbet set og hørt ham., vandret og levet med ham. Måske er det endnu sværere for os i dag, for ingen af os har nogensinde set eller hørt ham. Vi læser en bog, eller går i kirke, og så forventes det af os at vi skal tro på, at Gud vandrede på jorden, og at vi alle sammen opstår fra de døde en dag. Tak for kaffe.

Men med ”de mange boliger” taler Jesus om, at vi skal turde at tænke uden for vores vante rammer. Om hvad der er muligt og ikke muligt. Om liv og død, om tilstedeværelse og fravær. Vi skal TURDE tro, at Gud er med os, når det ser allersortest ud, at han måske er ALLERMEST med os netop der, og ikke kun når det går os godt. Dette mod, og denne tro, er kernen i kristendommen. Og jeg tror det var derfor, at Hassan fik mig til at tænke på evangeliet. På grund af hans ensomhed (som jeg forestiller mig den). For han stod alene. Han kom fra ghettoen. De ville ikke have ham, og han var vist også lidt vokset fra dem. Så kom han ind til de fine kulturelle miljøer, han blev rost og feteret. Men han hørte jo heller ikke rigtigt hjemme der. Det var ikke hans folk. Altså hørte han ikke hjemme nogen steder. Og det er svært for et menneske. Det er vi ikke bygget til. At skulle bære en sådan byrde, helt alene, fordi ingen rigtig forstår ens situation, er mere end man kan forlange af et menneske. Et andet aspekt ved ”Hassan og de mange boliger” er Islam. Talen om de mange boliger betyder, at det sidste ord ikke er sagt, bare fordi Jesus forsvinder for øjnene af os. Historien fortsætter, den er lang og snørklet, og den er slet ikke slut endnu. Indtil videre har den varet 2020 år. Det er sgu en lang historie. Men vi lytter stadig. Og ca. 500 år efter evangelieteksterne blev nedskrevet, opstod Islam. Igennem det, man kalder den Abrahamiske monoteisme er den i familie med kristendommen, selvom vi ikke altid taler så pænt til hinanden. Præcist hvordan Islams historie skal forstås i forhold til kristendommens historie, er et voldsomt stort emne, som vi hellere må gemme til en anden gang. Men jeg ville nævne det, fordi også Islam kan forstås som én af boligerne. Og fordi Islam var en vigtig del af Hassans historie, selvom det desværre ofte var i en negativ forstand.

Jeg tror at den ensomhed og udsathed som Hassan levede i og med er Guds ensomhed og Guds udsathed. Jeg forstår ”de mange boliger” på en sådan måde, at man kan bo hos Gud, selv når man ikke ved det. Eller ønsker det. Man forlader ét værelse for at træde ind i et andet. Men man tror måske, man er forladt, for sådan kan det let se ud. Som disciplene, der troede, at de mistede Gud, fordi han gik i døden. De forstod ikke, at når Gud går i døden, så går vi med. Og derfor opstår vi også sammen med ham. Hvis ellers vi er modige nok til at prøve at lade være med at forstå det.