Udgivet man d. 13. apr 2020, kl. 08:15

Livet går videre, men vi ved aldrig helt, hvor det fører os hen. Det bringer os igennem sorger og glæder. Det fører os til kærligheden og får os sikkert i havn. Det leder os på vildspor og ind i mørket og ud i lyset igen. 

Når et menneske, som vi elsker, dør, så bliver livet aldrig det samme igen. Det går videre, og vi må leve videre, men det bliver aldrig, som det var før. Når det menneske, som gjorde vores liv værd at leve, pludselig ikke er her mere, så længes vi med tungt hjerte efter bare et sekund med ham eller hende igen. Men døden har sat sit definitive punktum, og livet bliver aldrig det samme igen. Det går videre, og det kan blive godt igen, men det bliver aldrig, som det var før.

I fortællingen til i dag går Maria Magdalene ud til graven, hvor Jesus døde krop er blevet lagt, det stadig er mørk nat, og hun går derud med nedbøjet hoved. Hun er i dyb sorg, for det menneske, som gjorde hendes liv værd at leve, er død. Hun havde fulgt ham og elsket ham igennem hans liv og stået ved ham, da han døde. Nu står hun ved graven og ser, at den er åben og tom, og Jesus døde krop ikke er i den. Hun bliver fortvivlet og ude af sig selv ved den tomme grav, for hun havde altid følt, at Jesus var sådan et menneske, som ikke kunne dø. Hun troede på, at han var Guds søn og havde mærket hans guddommelighed helt tydeligt, og derfor var hun sikker på, at han ikke ville dø. Derfor var det også så uvirkeligt for hende, da hun stod ved foden af korset, og så hvordan hans ansigt var forvrænget af smerte, og hvordan han til sidst åndede ud og døde. 

Dengang hun mødte ham, tog hendes liv en helt ny drejning, hun var prostitueret og absolut på samfundets bund. Folk så ned på hende og hånede hende, men Jesus havde set på hende med et kærligt blik, hans blik havde fået alt det gode frem i hende. Han havde givet hende værdi og værdighed, og derfor er hendes sorg så dyb, da hans døde krop er væk. Hun er ude af sig selv og dybt fortvivlet, for hun havde sådan brug for at se ham bare en gang til. 

Fortvivlelsen slår over i frygt, da hun pludselig mærker hans ånde i nakken og hører hans stemme sige hendes navn: Maria! Hjertet springer i brystet på hende, og det løber koldt ned ad ryggen, da det går op for hende, at Jesus står lyslevende bag hende og kalder på hende. Efter den oplevelse bliver hendes liv bliver aldrig det samme igen. Hun har mødt Jesus i live, efter at han var død, og nu må hun leve videre med erfaringen af, at døden ikke er et punktum, men en bindestreg, som forbinder os med hinanden, døde og levende. 

For fem år siden døde et menneske, som har haft afgørende betydning for mig. Vi var ikke tætte venner, men jeg fulgte hende på afstand. Hun havde et hav af venner og holdt fast i alle, både dem som var tæt på hende og dem som mig, der var mere på afstand. Hun var et menneske, som elskede livet, og det huede hende absolut ikke at skulle dø. Hun var stadig ung, men blev ramt af en uhelbredelig sygdom. Hun havde en enorm appetit på livet og hadede at gå glip af noget. 

For mig var hun sådan et menneske, som bare ikke kunne dø. Da jeg blev ringet op og fik den sørgelige nyhed om, at hun var død, så troede jeg først ikke på det. Men det var sandt, hun var død, og hendes sidste ord til sine kære var, at de skulle ses igen. Hun gik i forvejen, og de skulle endelig ikke skynde sig, men nå at få så meget ud af livet som muligt, nå at opleve alt det, som hun nu gik glip af.

Hun har haft afgørende betydning for mit liv, og det var først efter hendes død, at det gik op for mig, hvad hun havde betydet for mig. Da jeg stod og holdt tale ved hendes kiste, så mærkede jeg helt tydeligt, at hun stadig var der. Det føltes som om, hun stod lige bag ved mig og smilende sagde: ”Hvad er det for en gravkammerstemning, der er her!” 

Følelsen af hendes nærvær er stadig tydelig og følger mig hver dag. Den har fået mit liv til at tage en ny drejning, og har fået mig til at føle en stor taknemmelighed over livet i sig selv. Hendes nærvær og erfaringen af, at døden ikke er en lukket dør, men grænsen til et evigt liv, fører mig gang på gang væk fra mit sortsyn og mismod hen til kærlighed og taknemmelighed over, at livet er så uendeligt dyrebart. 

Jeg tror, at Maria Magdalene må være blevet grebet af en blanding af frygt og taknemmelighed, da hun mærker Jesus ånde hende i nakken og sige hendes navn ude ved graven. Frygt for hvad det har af betydning, at han er opstået fra døden og taknemmelighed over, at han alligevel ikke var død. 

Jesus opstandelse ændrer alt, og intet bliver, som det var før. Vi må leve videre i sorg og glæde, i vildfarelser og tab, og i bevægelsen ind i mørket og ud i lyset igen, men opstandelsen giver vores liv og død en helt ny retning. Nu er livet evigt, og døden er ikke en definitiv afslutning mere. 

Opstandelsen fører os til en ny virkelighed, og livet går videre i dag 2. Påskedag. Det går videre med troen på opstandelsen, som nu kan gribe vores hjerter og føre os hen til en trodsig taknemmelighed og kærlighed, som trodser sortsynet med et håb til, at alt bliver godt igen, og trodser døden med et evigt liv.

De kærligste påskehilsner til jer alle!

Helene 


Læs dagens bibeltekst her.

Kategorier Nyheder