Udgivet søn d. 5. apr 2020, kl. 08:00

FEDTERØV. 

Ordet fedterøv er det nye sort hjemme hos os. Den yngste på fire har opsnappet ordet et sted – sikkert fra mig – og nu lyder det så altid og hele tiden – til Gud og hvermand: ”FEDTERØV!”

Og selvfølgelig lød ordet også forleden. Vi var på tur på Fælleden, og gående imod os kom en nydelig, ældre herre. ”FEDTERØV!” lød det så fra klapvognen – højt og tydeligt – efterfulgt af et skælmsk smil og en mor med rødblussende, flove kinder. ”FEDTERØV”!

Og altså lige dér – i sekundet efter at ungen havde gjaldet ”FEDTERØV” – lige dér sker det fantastiske. Den ældre herre slog en latter så stor op, at den ikke er hørt lignende i denne corona-tid. ”Tak” fremstammede han, mens hans storgrinende passerede os på behørig afstand. ”Selv tak – eller noget…” svarede den pinligt berørte mor tilbage. ”Selv tak…”

Jeg synes, det er fantastisk, hvordan et ord som fedterøv i munden på en fireårig kan blive forvandlet til noget stort, noget generøst. I hvert fald fik den ældre herre mere med sig hjem fra Fælleden, end han måske havde regnet med: han fik latteren, forbavselsen og glæden med sig hjem. Og det samme gjorde vi. 

Palmesøndag. Det er søndagen, der indleder påsken – med Jesu indtog i Jerusalem og jubelråb. Og det er en fin fortælling. Det er det. 

Men selve påskeoptakten – den finder vi altså også i en anden fortælling; nemlig i fortællingen om kvinden, der salver Jesus med en fin, dyr olie. ”Frådseri!” – er der nogen, der råber. Og hvorfor ikke sælge olien i stedet? Hvorfor spilde en kostbar olie på Jesus? Det er unødvendigt! Men kvinden – ja, hun salver altså alligevel. Generøst.  For hun er alt andet end en fedterøv! Ja, faktisk er dét, hun gør så fantastisk, så stort – at der skal fortælles om det igen og igen, slutter fortællingen. Der sættes altså en stor, fed, evangelisk påskestreg under generøsiteten! Læg mærke til det.

Jeg tænker, at det er dét, jeg vil holde mig selv fast på i de her dage op mod påske: alt dét, som bare gør livet så pokkers generøst – og stort: smilene på gaden, telefonopkaldene til familie og venner, aftenerne i sofaen med et tæppe og chokolade… Troen, håbet, kærligheden.

For fedterøv… Fedterøv rimer ikke på påske. 

Så vær generøs med din tid, dit nærvær, dine handlinger. Nøjagtig ligesom kvinden med olien. Eller som barnet i klapvognen. 

Glædelig palmesøndag. 

- Heidi


Du kan læse bibelteksterne til palmesøndag her.

Kategorier Nyheder