Udgivet søn d. 29. mar 2020, kl. 07:12

Vi lever i en meget mærkelig tid. Og den er først og fremmest mærkelig, fordi mange af os aldrig har oplevet mærkelige, endsige usædvanlige, tider. Nogle af jer i menigheden kan huske mærkelige tider. Men netop kun enkelte, for der er få af jer tilbage. Det er 75 år siden. 1945. 2. verdenskrig. Så lang tid siden er det. Vi skal tilbage til en verdenskrig, for at finde noget, der kan måle sig med vores nuværende situation. Det er et udsagn, der virker helt skørt, og jeg fortryder det næsten i det sekund jeg skriver det, af frygt for at blive til grin.  Det er ikke for at overdramatisere Cvid-19-krisen. Men det er vitterligt den seneste gang i menneskehedens og i danskernes historie, at vores liv, vores hverdag, er blevet påvirket i en grad der kan sammenlignes med det, der foregår nu. Ikke i skala, naturligvis. Men i den måde, den omfatter hele menneskehedens bevidsthed på én gang. 

Man kan sammenligne med 11.september 2001; en begivenhed, jeg selv kan huske tydeligt, og som også blev opfattet som Historiens genkomst. Men stor og alvorlig som den begivenhed var, var den jo ikke større end at milliarder af mennesker verden over tænkte: ”Nå ja, der er sket noget i USA, men det har jo ikke frygteligt meget at gøre med MIT liv”. Og de havde ret. 11.september var først og fremmest en vestlig krise. CVID-19-krisen er er verdensomspændende krise. I disse dage tænker alle mennesker over hele jorden i de samme baner. Det er noget af det, der gør denne tid så bizar. 

Og det gør også noget besynderligt ved den tid, der kom før Coronakrisen. Den lange periode fra 1945 og til 11.marts 2020, eller i det mindste fra Berlinmurens fald i 1989 og til den dag hvor statens overhoved, Mette Frederiksen, som kun den anden regeringsleder i Vesten, lukkede ned for Danmark. Et historisk øjeblik. Dagen efter lukkede hun landets grænser. Det er ikke sket før, i hverken min eller mine forældres levetid. Men som sagt; det gør noget ved de år, der lå ind imellem. For det gør også dem mærkelige. I alle de år, som blandt andet indeholder min samlede levetid indtil nu, har vi levet uhørt beskyttede liv. Hvis man har været så heldig at være født i den vestlige verden, har intet som helst truet ens tilværelse. 3 faste måltider (mindst!) om dagen. Medicinsk behandling og hospitalsbesøg på statens regning, lige så snart og hver gang, man skulle have brug for det. Man fik penge for at tage en uddannelse. Man skal ikke bevæge sig særligt langt ud af landet for at finde folk, der måber over dette faktum. Man kunne ikke forestille sig en mere behagelig, bekymringsfri tilværelse. Butikkerne havde altid åbent, selv midt om natten kunne man tage i Netto på Rådhuspladsen, hvis man havde lyst til det. 

Alt det her var, og er, selvfølgelig fantastisk. Jeg skal være den sidste til at klage. Jeg har fantasi til at forestille mig, hvordan det var før velfærdsstaten og demokratiet, for 150-200 år siden. Før penicillinen. De gode, gamle dage har aldrig været gode. Men vi var blevet vant til at tænke, at alting altid ville være let og behageligt. At vores liv, og vores børn og børnebørns liv for evigt ville være komfortable.

I disse dage er historien med stort H vendt tilbage i vores liv. I en langsom, men ustabilt accelererende bevægelse som udfolder sig over dage, uger, har den mindet os om, at den faktisk aldrig har været væk. At den paradisiske tilstand på jorden altid vil være en illusion, selvom illusionen kan være nok så sofistikeret og dygtigt udført. Det er ikke helt dårligt at blive mindet om den slags ting en gang imellem. Det kan give os en ydmyghed over for livet og over for Gud. En ydmyghed og taknemmelighed, som måske var tiltrængt.

Sognepræst Christian Rydahl

Kategorier Nyheder