Udgivet søn d. 15. mar 2020, kl. 08:00

Der er dage, der ryger i glemslen. Dage, der ligner hinanden og hvor stort set intet skiller mandag fra torsdag. Der smøres madpakker og arbejdes og handles ind. Kaffe hos naboen, måske. Fritidsaktiviteter.  Almindelige dage. Hverdage. Dage, som ikke skiller sig ud. 

Og så er der de andre dage. Dem man husker. Herunder onsdag d. 11. marts. 

Onsdag d. 11. marts om morgenen var mit navn Heidi. Nogle timer senere var navnet Maude Varnæs. Eller sådan følte jeg det i hvert fald. For efter statsministerens alvorstunge tale på TV blev jeg pludselig opmærksom på snot, urenheder, baciller og ikke mindst vira i en grad, som jeg aldrig tidligere har oplevet. Jeg blev opmærksom på mig selv og mine medmennesker. På hænder, næser, nys og hoste. Hvad der før var et håndtryk, blev nu pludselig utænkeligt, noget smittefarligt. Og hvad der før var en stille, uskyldig hoste, blev med ét mistænkt som covid-19 i opstartsfasen. 

”Bacillerne, Hans Christian! Pas på bacillerne!” – siger Maude i Matador, alt imens de fleste af os trækker lidt på smilebåndet over hendes hysteri og ikke mindst hypokondri. Nu hører jeg mig selv sige stort set det samme: ”Pas på virussen! Husk håndspritten! Hold afstand! Nys i ærmet! Bliv hjemme!”. Og der trækkes ikke på noget smilebånd længere. 

Samfundet er mere eller mindre lukket ned. Hverdag er ikke længere hverdag. Og det er det heller ikke for kirken. Højmesser er aflyst. Dåb og vielser udsættes. Kun bisættelser finder sted, men under særlige forhold. 

Her i tiden frem mod påske befinder vi os i dét, vi i kirken kalder for fastetiden. En tid, som mange måske under normale omstændigheder ikke tænker ret meget over – det er i hvert fald de færreste af os, der decideret plejer at faste i fastetiden. Men i år… Ja, der faster vi alle sammen. Ikke frivillig faste. Men tvungen faste. Nødvendig faste. Vi faster fra hinanden. Fra hverdagen. Fra skole, arbejde og fritidsaktiviteter. En tvungen faste bestående af lige dele bekymringer, ængstelse og håb om, at hverdagen atter snart må indfinde sig.

Onsdag d. 11. marts blev vi alle sammen konfronteret med, at livet som vi kender det fra det ene øjeblik til det næste kan vendes på hovedet. Vi blev konfronteret med den grundangst, der lyder: ”Hvad nu hvis…?”

I konfrontationen med alt det værste, jeg kan forestille mig, har jeg stor tiltro til sundhedsmyndighederne. Til regeringen. Og til sundhedspersonalet, der arbejder en vis legemsdel ud af bukserne. 

Jeg har tiltro til Gud. Til kristendommens kernebudskab, der lyder, at håbet og livet atter vil spire frem.  

Og så har jeg også tiltro til dig. Dig, der sidder derhjemme. At du passer på virussen. At du husker håndspritten. At du holder afstand, nyser i ærmet og bliver hjemme. 

For vi står sammen ved at stå spredt. Som samfund. Som kirke. Som hinandens medmennesker. 

Min daglige bøn lyder: 

”Gud, giv mig de dage, der plejer at ryge i glemslen tilbage. 

De dage, der ligner hinanden og hvor stort set intet skiller mandag fra torsdag. 

Giv mig dagene tilbage med madpakker og arbejde og indkøb. 

Giv mig dagene tilbage med kaffe hos naboen og fritidsaktiviteter. 

Almindelige dage. Hverdage. Dage, som ikke skiller synderligt sig ud…”

 

De bedste hilsner, Heidi

Frederiksholm kirke 

Kategorier Nyheder